Copy
Velkommen til otteogtyvende udgave af det feministiske nyhedsbrev.
View this email in your browser


Kære læser,
Med denne udgave af dit yndlings nyhedsbrev går redaktionen bag #notallmails på en forlænget barsel og sommerferie. Mens Astrid, vores redaktør og stifter, nyder sin nylig ankomne datter, holder vi andre sommerferie og lægger planer for fremtidens #notallmails. Vi er dog stadig aktive på facebook, hvor vi som altid har mange ord på hjerte.

Som feminister og ordekvilibrister går vi på redaktionen, sjovt nok, en del op i ord. Ord skaber vores virkelighed. Vi mener, at ord betyder noget. De ord vi bruger, og den måde vi bruger dem på, betyder noget. Om det er måden vi omtaler en “rigtig dreng” på, de ord der bruges til at fornærme hhv mænd og kvinder, eller hvordan interesseorganisationer mener, at de ved brug af ord kan rebrande landbruget, og ændre svin til gris, og dermed ignorere de bagvedliggende strukturelle problemer.

Men vi blev alligevel inspireret af rebranding videoen fra Landbrug og Fødevarer. Omend filmen kun var ment som en intern video, så er vi glade for den kom ud. For vi vil også rebrande. Hygge-lighed i stedet for feminisme. Det kan du se vores bud på, lige her. (Viewer warning: stærk ironi og brug af stockvideo kan forekomme)

I forårets sidste udgave, og sidste udgave inden barsel, kan du læse om de mange livsvarige mén der følger seksuelle overgreb, og om en tidligere persona non grata der nu er tilbage ved Cannes. Du kan også læse om Bechdel testen og finde beståede film til sommerferien. Endelig diskuterer vi hvorfor så mange føler et behov for at tage afstand fra #metoo og feminismen, og kommer med vores eget bud på hvorfor anerkendelse og solidaritet er alfa og omega for feminismen. 

Vores ord betyder noget. Jeres ord betyder noget. Pas godt på ordene indtil vi ses igen.

Vi ses til efteråret.

Overblikket

 

Hvis du er i tvivl om, hvad du skal få tiden til at gå med, mens dit yndlings nyhedsbrev er på barsel, kan du kaste dig over Broadlys liste over romantiske komedier, der består Bechdel testen. En film der består Bechdel testen, lever op til den ret lave standard, at to navngivne kvindelige karakterer har en samtale, der ikke handler om mænd. Hvis du også mangler Bechdel approved tv-serier, er Better Things, Easy, Big Little Lies og The Handmaid’s Tale alle gode bud.

Cannes filmfestival lader til at være ét af de få steder hvor #metoo og Time’s Up ikke er trængt igennem. Der er kun 3 kvindelige instruktører, ud af 21 deltagere, ved årets konkurrence i Cannes. Derudover er Roman Polanski og Woody Allen stadig højt værdsat af festivalen, og nu inviteres Lars von Trier tilbage igen. For syv år siden blev han bandlyst fra festivalen, da han ved en pressekonference sagde, at han sympatiserede med Hitler.

Spørger man organisationen Django Girls er det et demokratisk problem, at kvinder er underrepræsenterede i tech. Uanset branche er der forretningsmæssige fordele i at forstå de digitale muligheder, men undersøgelser viser, at lige fra uddannelse til ansættelse har kvinder en særlig udfordring med at komme ind i varmen. Derfor tilbyder Django Girls workshops og undervisning i programmering i mere end 80 lande, for at hjælpe kvinderne på vej.

Hvorfor skal fædreorlov på dagsordenen? Fordi den øgede ansvarlighed og delagtighed i familielivet, gør mænd mindre sårbare for de typiske helbreds-faldgruber der er for deres køn. Derudover tyder det på, at både samfundsøkonomien og familiens egen økonomi vokser i takt med at mænd tager længere orlov. Dette er konklusionen fra en høring på Christiansborg om barselsorlov, der understøttes af ny forskning.

Til et oplæg ved ‘Women in the World Summit’ i New York, talte skuespillerinden Viola Davis om seksuelle overgreb på unge kvinder, og de livslange konsekvenser heraf. Hvert 98ende sekund bliver nogen udsat for seksuelt overgreb i USA, og det er tid til at handle. De mange konsekvenser der følger et seksuelt overgreb er bl.a. traumer, selvmordstanker og misbrug.

Supersnippan (som løst oversat betyder Super Pussy på svensk) er et crowdsourcet fælleskab, hvor alle kan deltage med indhold. Fokus for Supersnippan er at fortælle kvinders historie, og idéen er at kombinere seriøsitet med humor, og at skabe et fælleskab der hylder kvinder og non-binære. For som Supersnippan selv siger: “They're always talking about history, what about herstory?”

Har vi glemt solidariteten?

Af Giovanna Ottolini

”Jeg ville også gøre det”, siger min veninde til mig. Vi sidder på en café og snakker om #metoo, og hvad der er sket inden for film- og teaterbranchen både i USA og i Danmark. Min veninde læser på Den Danske Scenekunstskole, og har fulgt debatten tæt.

Jeg har givet udtryk for min irritation over for dem, som har følt behov for at skrive åbne breve, for at distancere sig fra ofrene. Min veninde insisterer på, at hun kan godt forstå, at nogle har haft behov for at fortælle, at sådan noget har de ikke oplevet. Og at hun faktisk kan være ret enig med dem der synes at hele #metoo, begynder at ligne lidt en heksejagt.

”Jeg ville bare være bekymret for min karriere. Jeg vil ikke sættes i samme bås med dem, som er blevet krænket. Jeg ville være bange for, at en eller anden instruktør ikke ville arbejde med mig, fordi jeg for eksempel var gået på Zentropa filmskole,” siger hun.

”Det er fordi jeg vil ikke have, at folk skal tro, at jeg også er blevet chikaneret og undertrykt”. Siger min veninde.

Nogle uger senere taler jeg med den samme veninde, denne gang om Uma Thurman og hendes oplevelse med Quentin Tarantino. Min veninde viser mig et Instagram-post fra skuespillerinden Diane Krüger. I opslaget sender hun sin støtte til Uma, men understreger samtidig, at hun aldrig har oplevet noget lignede i de mange år, hun har arbejdet sammen med Tarantino. Så er den der igen!

Jeg undrer mig. Hvorfor kan man ikke være solidarisk? Hvorfor er det, at man har behov for at distancere sig selv? Man kunne måske bare lytte i stedet for?

Jeg undrede mig i flere uger, før jeg endelig kom frem til en konklusion; måske det at distancere sig handler om, at man i og for sig mener, at det er offerets skyld?


Internaliseret sexisme og victim blaming

Kvinder kan lige så vel som mænd, have sexistiske holdninger, som kaldes for internaliseret sexisme. Internaliseret sexisme kan fx komme til udtryk ved, at man ubevidst accepterer, at det at være kvinde automatisk gør én mindreværdig, og at man skal være taknemmelig for at blive behandlet lige.

Eller at man værdsætter og tager det som et kompliment, når folk fortæller én, at man ikke er som andre kvinder. Eller fordi det forventes at man ser ned på kvinder, selvom man selv er kvinde. Man skal helst være ”one of the guys”. Be, be like or be liked by.

Hvis man vil betragtes som en stærk kvinde, så skal man altså vise handlekraft og distancere sig fra folk, der er blevet krænket. Er man blevet krænket, er det fordi, man ikke har sagt fra, fordi man er svag, og fordi man ikke har passet på sig selv. Victim blaming 101.

At man selv er ansvarlig for ens velbefindende, er et menneskesyn, der hører vores neoliberale tidsalder til – man må ikke være et offer! Man skal være proaktiv og ikke en byrde for samfundet.

Men problemet er, at en krænkelse ikke siger noget negativt om den, der bliver udsat for krænkelsen. Krænkelsens negative side handler om gerningsperson, ikke om ofrene. Der burde ikke være et behov for at distancere sig fra andres fortællinger, fordi der burde ikke være noget som helst negativt, ved at blive associeret med dem.

Nogle mener, at #MeToo er kronen på værket for dansk feminisme, som er “så lidt handlekraftig og så lidt stærk, som noget kan blive”. I mine øjne det er en grundlæggende misforståelse.


Feminisme er anerkendelse og solidaritet

At vælge positivitet og handling som en generel tilgang til livet kan være utrolig magtfuldt, men det kræver mentalt overskud, og det er ikke alle, der har det. Især hvis man er blevet udsat for et overgreb eller chikane.

Empowerment handler ikke altid om at overvinde noget, eller om at være et billede af styrke og modstandsdygtighed. Det kan også dreje sig om, at være lige dér, hvor man er følelsesmæssigt, og at give plads til ordene om det der er sket. At fortælle ens historie er en handling!

Det har ikke noget med dyrkelse af offermentaliteten at gøre. Det handler om at belyse forskellige former for undertrykkelse som har fundet sted alt for længe, og som bygger på privilegier, som vi bliver nødt til at tale åbent om.

Det er i disse situationer, at jeg synes, det er vigtigt at huske hvad feminisme kan og bør gøre. Feminisme for mig betyder først og fremmest anerkendelse. At man på trods af forskellige baggrunde, oplevelser, kulturer og sprog, lytter til hinanden og anerkender hinandens fortællinger.

Anerkendelse er præmissen for den solidaritet, som er fundamentet for feminismen. I #MeToo-tider betyder det, at vi skal give plads og tid til dem, der har et særlig behov for at fortælle deres historie. Det betyder, at man som feminist og menneske, bør skabe og støtte platforme, hvor ofrene kan trygt dele deres oplevelser.

Feminisme betyder ikke kun at tro på nogen, når de fortæller deres historie om seksuel misbrug eller chikane. Det betyder, at anerkende disse mennesker i deres totalitet, som individer med drømme og håb, med gode og dårlige sider. Det betyder at lytte til dem og vise, at de betyder noget, i stedet for at forkaste og udelukke deres oplevelser.

Feminisme handler ikke kun om konkrete handlinger. Det handler også om, at skabe plads, udvise støtte og give værktøjer til bearbejdelse - gennem anerkendelse. Det er på denne måde, at vi sammen kan bidrage til konkret handling.

 

Fra victim blaming til victim association

Enhver form for krænkelse er ubehagelig og direkte undertrykkende for dem, der oplever den. Dermed er fortællinger om krænkelser gyldige og vigtige. De er vigtige, fordi de berører de ting, vi ikke tør at tale om: den hverdagssexisme, kvinder bliver udsat for, også i Danmark. De er vigtige, fordi i Danmark og i resten af verden, kæmper kvinder stadig krige på to fronter: én front handler om retten til at definere, hvad der er relevant at tale om, og den anden handler om retten til at tale, og til at blive anerkendt for at være i besiddelse af fakta og sandheder.

Derfor synes jeg, at man burde være stolt af at blive associeret med ofrene. De er nogle af de mest modige mennesker i vores tid.

Project 44 er et danseensemble, der gør op med kønsroller og fordomme, gennem.. Ja, dans! Mandlige dansere bliver oftest sat til at performe solo eller med en kvindelig partner, men hos Project 44 er der kun mandlige dansere. Formålet er, at vise den store alsidighed som mandlige dansere besidder, og at bryde med fordommene.

Rulleteksterne


28. udgave af #notallmails er lavet af Maria Andersen, Giovanna Ottolini, Astrid Bigoni, Amalie Valentin, Simone Hansen, Emma Ellehøj og Christine Kjær Jacobsen. Layout af Sofie Møller. Kurator var Christine Kjær Jacobsen. Redaktør var Amalie Valentin.

Notallmails udgives ved hjælp af tidsskriftsstøtte fra Statens Kunstfond.
 
Hjælp os med at lave #NOTALLMAILS. Udover tekstbidrag, illustrationer og lign. kan du hjælpe os ved at sende feministiske nyheder i vores retning - brug formularen på notallmails.dk, send os en mail på hej@notallmails.dk. Vi er på barsel indtil efteråret, men tjekker løbende vores indbakke. Har du foreslag til forbedringer, idéer du vil dele eller lignende, så tøv ikke med at kontakte os.
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
Del
Tweet
Send det videre
Copyright © 2018 #NOTALLMAILS, All rights reserved.