Copy
Velkommen til den seksogfyrretyvende udgave af det feministiske nyhedsbrev.
View this email in your browser

Denne udgave af #NOTALLMAILS ser en smule anderledes ud. For første gang byder vi velkommen til en gæstekurator, der har udvalgt historierne i denne udgave. Vi vil gerne være bedre til at vise en mangfoldig feminisme. Og det gør vi bedst ved at invitere andre stemmer til at deltage og sætte deres præg på #NOTALLMAILS. 

I denne udgave giver vi derfor lederpladsen til Mads Harald Staugård, der med sin aktivisme sætter fokus på de stigma, som desværre stadig er forbundet med at være hivpositiv. På globalt plan er hiv en sygdom, der er forbundet med stor skam og ud af de 37.9 mio., som er smittede i verden, har kun 23.3 mio. adgang til behandling. Vi mener, at det også er en feministisk opgave at sætte fokus på den ulighed, som hivsmittede lever med.

//Astrid Bigoni, chefredaktør

Hvad har hiv og feminisme med hinanden at gøre? En hel del, faktisk! I vores vestlige verden tænker vi, at hiv kun rammer homoseksuelle mænd. Og det er på sin vis også rigtigt; 2 ud af 3, der får hiv i Danmark, er mænd der har sex med mænd. Men hvis vi tager internationale briller på, så er heteroseksuelle den største gruppe af mennesker, der lever med hiv på verdensplan – og her er kvinder i den grad hårdest ramt.

D. 1. december var det World AIDS Day, hvor man verden over sætter fokus på hiv og aids. Jeg hedder Mads, og jeg lever med hiv. Jeg er åben, ærlig og afslappet omkring at have hiv, fordi hiv i dag ikke er en dødelig sygdom. Hiv i dag kræver kun, at jeg tager to piller dagligt. Så er jeg velbehandlet, hvilket betyder, at jeg ikke kan give smitte fra mig – overhovedet.

Jeg er så privilegeret at arbejde i AIDS-Fondet , hvor vi dagligt kæmper for en verden uden nye tilfælde af hiv, både nationalt og internationalt. Vores største udfordring i Danmark er dog ikke nye tilfælde af hiv, men fordommene og stigmaet omkring dét at have hiv. Mange mennesker har meget fejlagtig viden omkring hiv, og bl.a. tror mange stadig, at hiv smitter gennem kys. Det gør det ikke. Jeg oplever, at min åbenhed er med til at nedbryde fordomme, så derfor står jeg gerne frem.

Som feminister skal vi stå sammen og sikre ligestilling for alle. Kan vi også sikre, at mennesker med hiv sidestilles med mennesker uden hiv? I anledning af World AIDS Day er jeg forhåbningsfuld og fortrøstningsfuld. Jeg takker for jeres opmærksomhed, og ønsker jer alle en god start på december!  
 

Mads Staugård
 

Aldrig af samme glas

Profil: Mads Harald Staugård

For denne udgaves gæstekurator, aktivisten Mads Harald Staugård, er det vigtigt at sætte fokus på de stigma, som er forbundet med hiv. Det handler blandt andet om at udfordre uvidenheden om, hvordan hiv smitter.

Tekst og billeder af Sofie Adelsparre


Da jeg ser Mads Harald Staugård første gang, står han på en scene på landsdækkende TV i en stor blå trøje, hvorpå der står: HIV-POSITIV. Jeg kender ham ikke men synes alligevel, at det er modigt. For er hiv ikke sådan noget, der smitter?
Før vores interview har Mads Harald Staugård bedt mig om ikke at researche hiv på forhånd, for han vil gerne have alle de dumme spørgsmål.
Hos AIDS-Fondet arbejder han til daglig med at oplyse om forebyggelse, og hvor langt vi er nået medicinsk - og det er faktisk virkelig langt.
Jeg ved meget lidt på forhånd og bliver meget overrasket, når han fortæller om sit liv. Hver morgen tager han to piller. De to piller sørger for, at hiv-virussen ikke går i udbrud. De gør endda, at han ikke smitter. Overhovedet. Mads Harald Staugård kan få børn uden at give diagnosen videre, have ubeskyttet sex uden at smitte og leve til han bliver gammel. 
 

En tår af samme glas

Mads Harald Staugård ved godt, at han har været heldig. Virussen blev opdaget tidligt, og derfor har han haft et lettere medicinsk forløb. Fordi han er homoseksuel, anbefalede hans læge ham allerede i 15-årsalderen at blive tjekket hver tredje måned. Det var ved et af disse rutinetjek, at han fik konstateret hiv. Han fortæller mig, hvordan han fik beskeden: “Lægerne sagde, at hvis du har lyst til at skrige, så skriger du. Hvis du har lyst til at græde, så græder du. Hvis du har lyst til at kaste med noget, så hér, tag den her.”

Men han havde mest af alt brug for at sikre sig, at der ikke var nogen i hans liv, der ville blive kede af det. Han cyklede hen til en veninde, og da de efter fem minutter kunne joke med det, vidste han, at det nok skulle gå. Ikke alle reagerede dog lige pænt, og stigmaet har klart været det værste for ham. 
Han fortæller mig, at 20 % stadig ikke vil drikke af samme vandglas som en hiv-smittet på trods af, at selv ubehandlet hiv slet ikke smitter på den måde. Derfor ser han også oplysning og åbenhed som det vigtigste arbejde i sin aktivisme.


Pakket ind i sukker

Mads Harald Staugård har altid set sig selv som feminist og ser mange af de samme udfordringer i kampen for ligestilling. 
Derfor mener han også, at det er de samme ting, der er brug for:
“Feminisme for mig er: lad os få alle med, lad os få alle med ved bordet. Jeg har det på samme måde med hiv. Vi vil alle sammen gerne behandles ordentligt.”
Af samme grund mener han også, at den vigtigste feministiske kamp lige nu er at få mændene med. For at opnå det, mener han, at vi er nødt til at arbejde med måden, vi kommunikerer: “Verden har brug for Killjoys, men min tilgang til det er: Lad mig pakke det lidt ind i sukker, og lad mig give dem råderum til at finde ud af de her ubehagelige følelser.”

At alle skal sidde med ved bordet mener han helt konkret:
“Hvis der sidder 12 hvide heteroseksuelle mænd til mødet, vil jeg håbe, at en af de mænd er feminist nok til at sige “Prøv at høre her, det her duer ikke”.”
Da jeg spørger ham, om det ikke er meget at håbe på, forholder han sig positivt:
“Nej jeg er meget positivt anskuende om fremtiden. Det her sker nu. Det sker bare for langsomt. For mig handler det om, at vi skal skrue op for tempoet, og hvordan vi gør det bedst.” Og for Mads Harald Staugård gør man det bedst ved at være åben og give plads til de dumme spørgsmål, så vi kan nå en fælles forståelse.

Da jeg pakker settet ned og står med glassene i hænderne, tænker jeg over vores samtale. Jeg ved ikke, om jeg er lige så optimistisk om den feministiske udvikling som Mads Harald Staugård, men hans metode har virket på mig. Jeg ser hiv på en helt ny måde, og jeg føler et behov for at dele den nye viden.
Mads Harald Staugård har fået mig inkluderet i en kamp, der ikke rammer mig personligt - og er det ikke netop det vi ønsker med feminismen?



Vil du gerne læse mere om Mads Harald Staugård? I 2020 udgiver vi et magasin, hvor du blandt meget andet kan læse meget mere om Mads Staugård, hiv og aktivisme.

Hvordan smitter hiv?


Omkring 6200 mennesker lever med hiv i Danmark.

Hiv skal direkte ind i blodbanen, for at der kan ske overførsel af smitte. Det kan ske ved at:

  • dyrke sex uden kondom

  • dele sprøjte med en hiv-smittet

  • smitten overføres fra mor til barn under fødslen

  • den hiv-smittede mor ammer sit barn

Hiv smitter ikke ved almindelig social kontakt, kys, kram og knus samt ved at dele toilet eller drikke af samme kop, og hiv kan ikke overføres af insekter.

De fleste hiv-positive, som er i behandling, har en meget lille virusmængde.

Hos en velbehandlet hiv-positiv person er risikoen for at overføre smitte ikke længere til stede.

Find mere info på aidsfondet.dk. Her finder du også adresser på deres Checkpoints, hvor du gratis og anonymt kan blive testet for hiv og andre sexsygdomme.
 

Overblikket


World Aids Day falder hvert år på d. 1. december og temaet for 2019 var ‘Communities make the difference’. Selvom dødsraten for hiv/aids er faldet med 33 % siden 2010 er der stadig 37,9 millioner mennesker, der dagligt lever med hiv, og i 2018 døde 770.000 af aids. Den gode nyhed er, at 23.3 millioner hiv-smittede har adgang til behandling. Det er tre gange så mange som i 2010. 


Laurence Philoméne  har samlet ni non-binære, nonkonforme og transkønnede kunstneres fotografier i en artikel i Vice. Ideen med projektet er, at udforske den dynamik der opstår, når transkønnede og non-binære dokumenterer deres liv, oplevelser og selvbillede. Det er blevet til en smuk, til tider intim og unik billedserie. Hver kunstner har skrevet et afsnit af artiklen, hvor de reflekterer over deres kønsidentitet, deres identitet som kunstner, og hvordan de to til tider støder sammen med samfundsnormer og forventninger.


I slutningen af oktober gik en video med den 81-årige Hollywood-skuespiller Jane Fonda viralt. I videoen ser man Fonda blive anholdt, mens hun tager imod en BAFTA-pris og undskylder for at hun ikke kan være til stede ved prisuddelingen. Fonda blev anholdt under Fire Drill Fridays, en ugentlig protest, hvor bekymrede borgere demonstrerer mod passivitet over klimakrisen. Fonda brugte på den måde nyheden om sin anholdelse til at give klimabevægelsen mere opmærksomhed i den brede presse.
Det er ikke første gang Jane Fonda bliver anholdt. Hun har gennem hele sin karriere støttet kampen for social retfærdighed. Hendes aktivisme startede med kritik af USA’s krig i Vietnam tilbage i 1960’erne, og hun arbejder også for den politiske organisation Working America, hvis fokus er rettigheder på arbejdsmarkedet i USA.


I en rundspørge fra DR Nyheder svarer 41 ud af 176 danske folkeskoler, at kønsidentitet fylder mere på deres skole. Seks skoler melder, at de har ændret faciliteter på baggrund af debatten. På Ørkildskolen i Svendborg er badeværelses- og omklædnings-debatten blevet løst helt lavpraktisk; der er blevet hængt et gardin op, efter en elev meldte, at han gerne ville kaldes Simon, i stedet for Caroline. Navneskiftet har fået forældre og ansatte til at reflektere over tidligere kønsnormer - blandt andet kønsopdelte fødselsdagsfester - og hvordan skolen fremadrettet kan rumme alle børn, uanset kønsidentitet.


Legalisering af ægteskab mellem partnere af samme køn får selvmordsraten blandt homoseksuelle til at styrtdykke. Det viser resultaterne af en undersøgelse i Danmark og Sverige, hvor forskere har set på data fra 28.000 ægteskaber. Harvard Universitet drog samme konklusion i 2017, hvor et studie fandt, at selvmordsraten hos LGBTQ+ studenter faldt 14 % i stater, hvor ægteskab med en partner af samme køn var lovligt. Det danske og svenske studie er dog ikke kun lutter gode nyheder. Studiet fandt også, at selvmordsraten blandt homoseksuelle ægtefæller stadig er 2,3 gange højere end i ægteskab med en partner af det modsatte køn. 


Homoseksualitet er ulovligt i mere end 30 afrikanske lande og kan straffes med døden i fire. Der er også en udbredt holdning til, at homoseksualitet er 'ikke-afrikansk'. I sin nye bog, Limitless Africans, dokumenterer den nigerianske fotograf Mikael Owunna historier om LGBTQ-indvandrere, flygtninge og asylansøgere.


Jacob Vullum Andersen, et ledende medlem af den nynazistiske forening Nordfront, er blevet varetægtsfængslet i sagen om hærværk mod jødiske gravpladser. Nordfront, der også går under navnet Den Nordiske Modstandsbevægelse, har grene i både Sverige, Norge, Danmark og Finland, og i Sverige er tre medlemmer dømt for bombeangreb eller forsøg på samme ved flygtningeboliger. Det er uvist hvor mange danske medlemmer foreningen har, men aktiviteter i Danmark har indtil videre bestået af flyveblade, klistermærker, plakater og propagandamateriale, der er blevet uddelt til folkeskoler. Tina Wilchen Christensen, som er antropolog og forsker i højrenationalisme ved Aarhus Universitet mener ikke, at foreningen kan kategoriseres som ‘nynazisme’, men derimod slet og ret nazister ‘af den gamle skole’. 

 

I anledning af World Aids Day d. 1 December kan du hoppe forbi Aidsfondets instagram, som er fuld af information, inspiration og gode råd omkring sexsygdomme. Det er også her du nemt kan følge med i alle de forskellige kampagner Aidsfondet driver og blive lidt glad i låget over de mange frivillige og deres gode humør. På redaktionen er vi vilde med det store arbejde, Aidsfondet udfører, og måden de håndterer vigtige emner.
Hvordan ville en by designet af kvinder se ud?
Det spørgsmål driver gruppen Collective Punt 6, som hører hjemme i Barcelona. Gruppen består af arkitekter, sociologer og urban planlæggere, der alle har som fokus at forske i urban design og arkitektur. Målet er at udvikle storbyer, der er mere inklusive, f.eks når det kommer til områder som toiletter, legepladser og offentlig transport. I en video fra BBC News kan du høre nogle af de overvejelser gruppen gør sig omkring storby-design.
Kan du lide #notallmails? Så send det videre til en ven.

Rulleteksterne

46. udgave af #notallmails er lavet af Louise Rasmussen, Sofie Adelsparre, Astrid Bigoni, Maria Andersen, Giovanna Ottolini og Mads Harald Staugård. Layout af Giovanna Ottolini. Redigering af Maria Andersen og Astrid Bigoni. Gæstekurator var Mads Harald Staugård. Ansvarshavende redaktør er Astrid Bigoni.
Redaktionssekretær er Kenneth Skovbo Weiland.

Hjælp os med at lave #NOTALLMAILS. Send din tekst, illustration eller måske et link til en feministisk nyhed til os på mail på hej@notallmails.dk.
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
Copyright © 2019 #NOTALLMAILS, All rights reserved.


Er der noget, du vil ændre?
Du kan ændre dine indstillinger eller afmelde dig nyhedsbrevet.

Email Marketing Powered by Mailchimp