Copy
Velkommen til den fireogfyrretyvende udgave af det feministiske nyhedsbrev.
View this email in your browser
Hvis vi siger FED FRONT bliver dine tanker så ført over på et tykaktivistisk initiativ, der startede i 2017? Eller tænker du på dokumentaren Fat Front, der udkom i denne måned? 

De to deler nemlig navn og vi har for nylig været en tur forbi biografen for at se dokumentaren og finde ud af, om der var andre fællestræk end navnet. 
Dokumentaren handler i store træk om fire kvinders kamp for at acceptere deres kroppe og for at måtte eksistere i samfundet. Den er bestemt et kig værd, hvis man ikke er stødt på emnet før. Håber man dog at forlade biografen med fornyet energi til at kæmpe en tykaktivistisk kamp, bliver man skuffet. 

Filmen starter ud med et klip, hvor en tyk, norsk kvinde går i sneen i fjeldene. Hun stopper op, smiler og råber: “Har I hørt det? Jeg er tyk! Og jeg er skide ligeglad!” Havde hele filmen nu haft dén energi, havde vi siddet med armene over hovedet af begejstring. Desværre udvikler dokumentaren sig hurtigt til en fortælling om hver af de fire kvinders barndomstraumer, og man sidder tilbage som tilskuer med en følelse af, at tykhed og traumer unægteligt hører sammen. Der er med andre ord meget langt fra åbningsscenen til den følelse, vi er efterladt med.

Den tykaktivistiske gruppe FedFront finder også flere problematiske ting ved dokumentaren. I slutningen af september stod de frem med en kritik af, at dokumentaren har stjålet deres navn efter at gruppen ikke ønskede at deltage i dokumentaren. Samtidig peger de på, at ordet “front” tyder på en form for aktivistisk kamp, som de ikke ser afbildet i dokumentaren. Den handler nemlig i højere grad om kvindernes individuelle kamp for at elske deres kroppe, og selvom kropspositivisme er den rigtige vej at gå, så stammer behovet for kropspositivisme fra en større systematisk diskrimination fra samfundet side, som tykke mennesker møder på daglig basis, og som lærer alle andre, at det ikke er ønskværdigt at være tyk. Dén vinkel på kampen bliver kun fremlagt meget kort i dokumentaren. 

FedFront finder desuden problematikker ved, at de modige kvinder, vi følger i dokumentaren, er hvide, cis-kønnede, heteronormative kvinder uden handicap, der er normativt smukke og lader til at leve ret glamourøse liv. Aktivistgruppen Malmö FedFront, der er en afdeling af den danske organisation, valgte at deltage i dokumentaren, men blev i sidste ende klippet ud - måske fordi de netop var for aktivistiske og queer. 

At der skal sættes lighedstegn mellem tykhed og traumer er meget uheldigt, for det er simpelthen ikke sandheden. Og selv hvis det var, så havde det været et stærkt budskab at sende, at det er okay bare at være tyk, uden at skulle skylde nogen en forklaring herom. Som tykt menneske i samfundet oplever man konstant kritik og diskrimination. I film og serier er det stort set aldrig den tykke kvinde, der ender sammen med den mandlige hovedrolle. Det er nok nærmere hende, som det fjollede sidekick ender med at vågne op ved siden af, efter en alt for vild tur i byen, og så skriger han højst sandsynligt ved synet. 

Går man til lægen med ondt i halsen, går man derfra med tid til en diætist. Tykhed er åbenbart roden til al sygdom og al smerte. Og med dét i tankerne, er det også altid tilladt at kommentere på en tyk krop, for det er jo for personens eget bedste. 
Nu må det være nok! Vær’ tyk - og vær’ skide ligeglad! 

Vi vil slå et slag for en kamp, der bliver lang og sej, men værd at kæmpe: Nemlig retten til at bestemme over din egen krop og ikke blive diskrimineret, uanset hvordan du ser ud. Om du er tyk, tynd, høj eller lav, så bestemmer du selv og har ret til at være glad for din krop. Punktum. 

I denne udgave af #NOTALLMAILS kan du læse om en historisk undersøgelse af to-kønssystemet og om en demonstration mod en anti-trans-agenda i Kvindehuset. Du kan se nærmere på kritikken af seksualundervisningen i de danske folkeskoler, og få styr på den feministiske revolution, der lige nu er truet af et tyrkisk militærangreb i Rojava. 

Vi vil lige give en kærlig påmindelse om, at vi er en frivillig redaktion, der er drevet af kærlighed og kampgejst. Det vil derfor gøre en kæmpe forskel for os, hvis du vil støtte os på 10er med et valgfrit beløb pr. udgave, vi sender ud. Selv det mindste vil hjælpe os til at kunne skabe endnu flere fede udgaver og arrangementer til dig!

Tak for din hjælp!

 

Overblikket

I starten af oktober delte ishockey-målmanden Jon Lee-Olsen offentligt, at han er homoseksel. Dét har fået ligachefen for Danmarks bedste ishockeyliga, Kim Pedersen, til at sende en mail til alle klubber, hvor han genopfrisker, hvordan sexistiske eller racistiske tilråb under kampe skal håndteres.
I alt indeholder mailen seks punkter, der beskriver, hvordan dommerne skal forholde sig til uønskede og diskriminerende tilråb, herunder at sætte kampen på pause og give advarsler til tilskuere der kommer med uønskede tilråb. Der er også mulighed for en bødestraf på op mod 20.000 kroner og tilskuerfrie kampe.


Den binære forståelse af køn er ikke ‘naturlig’. Det forklarer Astrid Johansen i et debatindlæg på Information. Her gennemgår hun, hvordan den binære kønsforståelse er en vestlig ideologi og en del af en identitetspolitik, der er blevet presset ned over andre kulturer under kolonitiden. Der er nemlig mange steder i verden, hvor køn ikke er begrænset til mand/kvinde. Indien har et ‘tredje’ køn kaldet kinnar, Mexico har muxe, og i Hawaii og Tahiti kaldes denne gruppe for māhū. Ens for alle disse kulturer er, at forståelsen af køn ikke er binær som udgangspunkt eller nødvendigvis afhængig af genitalier eller andre biologiske kønskarakteristika.


Feministisk sex er den sex, du har lyst til, frem for den sex, du tror, at du bør have. Sådan siger forfatter og illustrator Flo Perry, der netop har udgivet den grafiske roman How to Have Feminist Sex: A Fairly Graphic Guide. Det handler om at have sex, der er fri af de forventninger, man måske har taget med sig fra pornofilm, yoghurtreklamer eller alle de andre steder, vi lærer om sex. Bogen er en samling af illustrationer og tekst om blandt andet kropsbilleder, samtykke, porno og nøgenbilleder. Se også et videointerview med Flo Perry her.


Siden d. 8. oktober er konflikten i den nordøstlige del af Syrien, Rojava, eskaleret igen. Tyrkiets militære styrker har angrebet området, som er beboet af et flertal af syriske kurdere, der har kæmpet mod IS ved siden af de amerikanske tropper. 
Området er også kendt for sin demokratiske revolution: et tydeligt multietnisk og sekulært projekt, der går ind for religionsfrihed, ”demokratisk konfederalisme” og kvinders frigørelse. Den tyrkiske invasion truer nu den decentraliserede og demokratiske sociale revolution i Rojava, herunder kvinde-ledede politiske bevægelser og projekter, der har inspireret aktivister over hele kloden, og som står i skarp kontrast til patriarkatet og den autoritarisme, der definerer størstedelen af Mellemøsten.


I starten af oktober blokerede en gruppe queer- og transfeminister indgangen til Kvindehuset i København, hvor gruppen Lesbiske Feminister skulle holde møde. Lesbiske Feminister mener, at køn alene handler om biologi og dermed, at transkvinder ikke må få adgang til safe spaces for (cis-)kvinder. Argumentet er tilsyneladende, at transkvinder vil begå overgreb. Ifølge queerfeministerne er Lesbiske Feminster transfobiske og demonstrationen foran Kvindehuset skete, fordi de ikke mener, at et fristed fra patriarkatet bør rumme en gruppe, som i deres feminisme vil ekskludere andre, som også undertrykkes af selvsamme patriarkat.


Én ting er, at seksualundervisning halter bagud i Danmark, et helt andet problem er, at den vigtigste del af sex bliver glemt i snakken. Det vil Sex & Samfund gerne have rettet op på. De mener, at der er for lidt fokus på nydelse og orgasmer - og det kunne godt se ud som om, at de har ret. Data viser nemlig, at kun 65 % af kvinder i heteroseksuelle forhold får en orgasme ‘ofte eller altid’, sammenlignet med 95 % for mænd. Til sammenligning er tallet 86 % i lesbiske forhold, så myten om, at kvinders biologi gør det sværere at få en orgasme, er der altså ikke hold i. Her på redaktionen glæder vi os til, at næste undersøgelse forhåbentlig inkluderer non-binære, transpersoner m.fl..


Cykelrytteren Mads Pedersen vandt d. 29. september VM-medalje i herrernes landevejscykling. Han blev hyldet på Københavns Rådhus og fik et opkald fra Kronprins Frederik. Mange nyhedsværter og journalister har omtalt ham som den første dansker der vandt sådan en stor titel. Men, det passer faktisk ikke! Som Everydaysexismprojekt har påpeget, vandt Amelie Didriksen VM i landevejscykling i 2016 kun 20 år gammel. Åbenbart synes nogen, at en kvindelig verdensmester ikke helt kan sidestilles med en mandlig verdensmester.

Vores verden er skabt til små størrelser. Det laver Instagramkontoen Size Fat Please om på. Kontoen er et kreativt rum og fællesskab for tykke, der genskaber ikoniske billeder, viser ikoniske kostumer frem eller laver cosplay.
 

Terror, manosfæren og anti-feminisme

27-årige Stephan Baillet skød og dræbte to mennesker i sit terrorangreb i Halle d. 12. oktober 2019. Angrebet var mod en synagoge og en kebabforretning, så der har forståeligt været fokus på hans antisemitisme og had til muslimer.
Noget der er blevet fokuseret mindre på i dækningen af terrorangrebet, er hans anti-feminisme. Men ifølge freelancejournalist Kevin Shakir og den digitale aktivist Maia Lorentzen, der begge beskæftiger sig med radikale miljøer på højrefløjen, er det en central del af den ideologi og tradition, hans angreb udspringer af og som er inspireret af Brenton Tarrants terrorangreb i Christchurch i New Zealand i marts 2019. Et terrorangreb hvor 50 muslimer blev dræbt under fredagsbøn.

De fleste terrorangreb bliver foretaget af mænd. Ifølge Maia Lorentzen er de mænd, som er lettest at lokke til at blive terrorister, usikre yngre mænd. Mænd, der føler sig udenfor, fx grundet etnicitet, religion eller manglende sociale evner. De unge mænd erstatter deres usikkerhed med ideologi.
 

Unge, hvide mænd radikaliseres på anonyme internetfora

Ifølge Maia Lorentzen og Kevin Shakir er der et fællestræk ved de seneste terrorangreb begået i vesten af hvide, unge mænd. De er allesammen blevet eksponeret for den såkaldte manosfære på internetfora og via sociale medier. 
Manosfæren er den danske oversættelse af det engelske ’manosphere’, der bredt betegner de digitale rum og fora, der fokuserer på mænd og maskulinitet og som er i opposition til feminisme.

Højrefløjens MRA (Men’s Rights Activists) og White Supremacy-bevægelsen, der har fostret flere terrorister, udgør en stor del af manosfæren og deler dens forestilling om feminisme som fjendebillede. Man kan altså se, hvordan manosfæren fungerer som en vej ind til de digitale alt-right miljøer, hvor der åbnes op for en endnu bredere række af fjendebilleder: jøder, muslimer, liberale, venstreorienterede og så videre.
 

Kvinder er skyld i truslen mod den vestlige verden

Før sit terrorangreb mod moskéen i Christchurch havde Brenton Tarrant lagt et manifest på det anonyme forum 8chan. Heri talte han om den store udskiftning,
en konspirationsteori som stammer fra franskmanden Renaud Camus bog Le Grand Remplacement, som beskriver, hvordan en konspiration af økonomisk, politisk og kulturelt magtfulde mennesker er gået sammen for at udskifte “europæere”, altså hvide mennesker, med “ikke-europæere”, altså ikke-hvide folkegrupper.

Et vigtigt aspekt, ifølge Shakir og Lorentzen, er de højreradikale terroristers omtale af kvindernes rolle i den store udskiftning. De højreradikale mener, at vestlige kvinder svigter deres rolle som fødemaskiner og ikke lever op til de traditionelle kønsroller, som kan holde befolkningsvæksten i Vesten live. Baillet skød således skylden for det dalende fødselstal i vesten på feministerne før sit terrorangreb i Halle.
Idéen om befolkningsudskiftning er også trængt igennem mainstream diskussioner om politik i Danmark. Både Pia Kjærsgaard og Marie Krarup (DF) og Rasmus Paludan (Stram Kurs) talte bekymret om ‘udskiftning’ i forbindelse med valget i 2019. Dette argument har selvfølgeligt intet hold i virkeligheden.
 

Værdiskred i kønsnormer

Således bliver feministiske idéer, om fx ret til fri abort, gjort til ideologiske fjender i de højreradikale internetmiljøer. Manosfæren lægger sig op af konservative holdninger til køn, hvor manden skal være den stærke, aggressive beskytter og kvinden skal gå i hjemmet og hellige sig børn og husførelse.

Ifølge Lorentzen og Shakir bliver feminisme og ligestillingssejre altså set som en opløsning af de traditionelle kønsroller og dermed som en nedbrydning af den ‘rigtige mand’. Det medfører desorientering, værdiskred og social fragmentering blandt unge mænd samt en følelse af magt-, privilegie- og prestigetab. Hvilket kan lede til radikalisering og i sidste ende terrorangreb i håbet om at beskytte den hvide mands magt i vesten - både mod ikke-vestlige tilflyttere og feminister. 
 

Vi ser også højrefløjens anti-feminisme i Danmark

Manosfæren er dog ikke noget, man kun ser i USA. At feminisme skulle være årsagen til opløsningen af den traditionelle kernefamilie er noget, vi også har hørt i Danmark. Formand for Manderådet og medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for Socialdemokraterne Simon Simonsen har blandt andet udtalt, at feminisme er en antidemokratisk bevægelse og udtalte også kritik af sin politiker-kollega Joy Mogensens valg om at blive solo-forælder. En udtalelse han trak tilbage efter voldsom kritik fra sit parti og debattører.

Det er blot en uge siden, at litteraturforsker Marianne Stidsen i et interview i Berlingske satte lighedstegn mellem #MeToo og en terrorbevægelse. Og for et år siden udgav psykolog og parterapeut Finn Korsaa et debatindlæg i selvsamme Berlingske, hvor feminister blev sammenlignet med nazister og #MeToo med Gestapo. 

Sammen med sidste uges debat på DR2 “Mænd, kvinder og forskellen” er disse rigtige gode eksempler på, hvordan mainstream-medierne bringer udsagn fra manosfæren i den danske debat, når der diskuteres ligestilling. Vi finder det dybt problematisk og ikke mindst bekymrende. 

Ulrikke Falch, kendt fra tv-serien Skam, har en mission om at gøre 900 norske gymnasieelever til feminister, hvilket kan følges i en dokumentarserie på DR. Det viser sig dog at være sværere end forventet. For på trods af kendisstatus og forsøg på at få eleverne til selv at åbne op, bliver det svært, når eleverne skal stå frem. F-ordet er farligt, for hvad vil det egentlig sige at være feminist.
 
Kan du lide #notallmails? Så send det videre til en ven.

Rulleteksterne


44. udgave af #notallmails er lavet af Louise Rasmussen, Sofie Adelsparre, Astrid Bigoni og Giovanna Ottolini. Layout af Astrid Bigoni. Redigering af Maria Andersen. Kuratorer var Maja Madsen og Giovanna Ottolini. Ansvarshavende redaktør er Astrid Bigoni.

Hjælp os med at lave #NOTALLMAILS. Send din tekst, illustration eller måske et link til en feministisk nyhed til os på mail på hej@notallmails.dk.
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
Copyright © 2019 #NOTALLMAILS, All rights reserved.


Er der noget, du vil ændre?
Du kan ændre dine indstillinger eller afmelde dig nyhedsbrevet.

Email Marketing Powered by Mailchimp