Copy
Velkommen til den halvtredsindstyvende udgave af det feministiske nyhedsbrev.
View this email in your browser
Kære ven

Rundt om et bord sidder syv mænd, to kvinder og Madonna. Den ene mand bliver som led i legen Truth or Dare udfordret til at tungekysse en anden mand. Dét i sig selv er der ikke noget odiøst i. Alle på nær én af mændene omkring bordet er homoer. De er popstjernens dansere, og i denne film, In Bed with Madonna: Truth or Dare, er der heftig fokus på seksualitet. Madonna lader meget lidt være overladt til fantasien.

Filmen er fra 1991 og følger Madonna og danserne under Blonde Ambition verdensturneen, der dengang i 1990 rejste højlydte protester, fordi Madonna simulerede onani til Like A Prayer på scenen. Det var en anden tid. Og kysset blandt de to mænd i filmen var epokegørende, fordi det var første gang, at et kys mellem to mænd blev vist til et mainstream publikum.

Men filmens kys var ikke uden konsekvenser for de medvirkende. Gabriel Trupin, den ene af de to kyssende dansere, sagsøgte efterfølgende Madonna, fordi hun ved at tage kysset med i filmen, outede ham for hele verden. I dokumentaren Strike a Pose (2016) får man indblik i, hvilke konsekvenser verdensturneen og filmen havde for danserne. De seks tilbageværende dansere fortæller om liv med misbrug, hiv og hjemløshed. Trupin, der stod bag søgsmålet, døde i 1995 af AIDS.

Filmen fik dog også stor betydning for mange homoseksuelle, der for første gang så sig repræsenteret på film. Med In Bed With Madonna brød Madonna normerne for, hvordan homoseksualitet blev vist. I kølvandet på 80’ernes AIDS-bølge, der havde bidraget til yderligere stigmatisering af en i forvejen udsat befolkningsgruppe, viste Madonna homoseksualitet som noget helt normalt og accepteret. Og for denne lederskribent udvidede filmen horisonten og bød på et værdsat indblik i en mere mangfoldig og inklusiv verden, end den som livet i en sjællandske provinsby ellers kunne mønstre.

Madonna skulle aldrig have outet ham, men kysset var epokegørende og fik stor betydning for en generation af queers. For det har konsekvenser at stå frem og stå ved sig selv og sin historie, når historien ikke passer det narrativ, som vi er vant til at høre. Du er kommet godt i gang med 50. udgave af #notallmails og vi fejrer 50 gode udgaver med at fremhæve tre historier, som på hver sin måde sætter fokus på konsekvenserne ved at stå ved sig selv og sin historie.

Velkommen til!

Epokegørende øjeblikke

 
For nylig blev filmproducenten Harvey Weinstein idømt 23 års fængsel for voldtægt. Det er to år siden, at stribevis af kvinder stod frem og fortalte om forfærdende oplevelser med Weinstein. Mange af kvinderne er kendte filmskuespillere, for hvem det at stå frem, ikke kun ville få betydning for deres karriere, det ville også gøre dem til offentlige ofre for noget, der af mange opfattes som skamfuldt. Weinsteins modbydelige tendenser var en velkendt hemmelighed i Hollywood. Alligevel var der mange, der ikke ville tale om deres overgreb. Skuespiller Annabella Sciorra fortæller i denne artikel om, hvorfor det tog hende 20 år at fortælle sin historie. En historie, der grundet sin ærlighed og sårbarhed, fik os alle sammen til at lytte.
 
Det lignede en form for frigørelse, en lavine af historier om seksuelle overgreb, der bare måtte bane vejen for en generel anerkendelse, og som var dømt til at sætte noget bedre i stedet. Men for rigtig mange ofre havde #metoo store konsekvenser. I denne store samling af interviews, som New York Magazine lavede to år efter #metoo, fortæller en række kvinder om at miste sit job og sin indtægt, om ikke at blive troet, om at blive hjemløs og se sin overgrebsmand få sit job tilbage, og om, på trods af konsekvenserne, at ville gøre det hele igen. Læs også Rebecca Traisters dybdegående essay, der indleder samlingen.

“I en periode talte jeg hver dag til 600 mennesker mellem 15 og 18 år om det værste, der nogensinde er sket mig. Det var selvfølgelig meningsfuldt at tale om, fordi jeg var i de miljøer, hvor mange af ofrene også var, men det var enormt udmattende,” sagde Emma Holten for nylig til Eurowoman. Emma Holten fortæller i dette interview om, hvilke konsekvenser, det har haft for hende at stå frem som offer for hævnporno og være en del af den danske ligestillingsdebat.
Hvordan vi ser ud er politisk, og det ved Matt Bernstein. Han kæmper for homoseksuelles rettigheder ved at bruge make up til at skrive politiske udsagn på sig selv. Hans smukke billeder er efterfulgt af en politisk kontekst, der ofte er både informerende og sjove. Det eneste skarpere end Bernsteins eyeliner er hans ord.

Overblikket

Patriarkatet er en dommer
Og det dømmer os for at være født
Og vores straf
Er den vold, du nu ser
—Dansk oversættelse, “Un Violador En Tu Camino”

Patriarkatet er vores dommer. De chilenske kvinders sang startede i forbindelse med demonstrationerne i oktober og har nu spredt sig kloden rundt, fra Zócalo i Mexico City til Istanbul, Argentina og de brede boulevarder i Paris. ”El violador eres tu” er omkvædet. Voldtægtsmanden er dig. Det er, hvad demonstranterne synger, når de peger på retsbygningen, præsidentens palæ og politiet. De referer til den seksuelle vold, som kvinder støder på, og den følelsesmæssige vægt, de bærer.


Mænd, der angriber kvinder på nettet, er, helt bogstaveligt talt, tabere - i hvert fald når det gælder computerspil. Det konkluderer et nyt studie publiceret i Public Library of Science (PLOS). Forskerne så på, hvordan mænd behandler kvinder, ved at analysere 163 videoer fra spillet Halo 3. Mænd, der var gode til spillet, gav i højere grad komplimenter til andre spillere, både mandlige og kvindelige. Mandlige spillere, der klarede sig mindre godt, talte ofte grimt til og om kvindelige spillere, der var bedre end dem selv.


Den binære forståelse af køn og stereotype kønsnormer fandtes ikke i Nigeria før kolonitiden. Chidera Ihejirika skriver om, hvordan kolonialisme og introduktionen af en patriarkalsk kultur ændrede Nigerias forståelse af køn og kønsnormer. Før kolonitiden var kønsroller mere fleksible, og kvinder var ofte de primære familieforsørgere, entreprenører og aktive i politiske embeder. Ihejirika peger på, at levn af kolonitiden altså ikke kun er historiske, men også en fortælling om de kulturelle ændringer, der i dag stadig påvirker særligt kvinder i ikke-vestlige lande.


Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune indfører kønskvoter på indkøb af kunst til kommunens kunstsamling. Ligestilling for kvindelige kunstnere er et område, der har været talt om i mange år, men som der, ifølge et medlem af rådet, desværre ikke er blevet gjort meget ved i praksis. Derfor tages kønskvoter nu i brug som et ‘radikalt værktøj’ i et forsøg på at opnå reel ligestilling.


Skotland vil snart være det første land i verden, der tilbyder gratis menstruations-produkter til alle der har brug for dem. Lovforslaget, som blev vedtaget med 112 for og ingen imod, vil højst sandsynligt træde i kraft inden udgangen af 2020, og kommer til at koste lidt over 200 millioner om året. Menstruations-produkter tilbydes allerede gratis i skoler, gymnasier og universiteter over hele Skotland.
 

C.J. er 13 år gammel og en del af LGBTQ miljøet. Han beskriver sig selv som gender non conforming eller gender creative. Han er ligeglad, hvis folk kalder ham pige eller misgender ham. Han mener at køn er forbi. Last year. I stedet er det vigtigt for ham, at være sig selv, udtrykke sin personlighed gennem tøj, makeup og handlinger. Han mener, at synlighed og at stå ved sig selv er de eneste veje for at opnå en bred accept i samfundet.


Første division af kvindefodbold i Finland ændrer navn fra Kvindeliga til National liga (Kansallinen Liiga). At droppe ‘kvinde’ i navnet er et led i en række af tiltag for at øge ligestilling i finsk sport. I samme stil vedtog det finske fodboldforbund sidste år, som en af kun få organisationer i verden at betale mandlige og kvindelige spillere på nationalhold den samme løn. Finske (kvindelige) spillere håber, at det på længere sigt kan gøre en forskel i den måde sport og ‘kvindesport’ omtales.

I dette afsnit af P1 programmet Klog på sprog, diskuterer journalist Johanne Mygind, radiovært Torben Sangild og Eva Skafte Jensen fra Dansk Sprognævn de sproglige forskelle for, hvordan mænd og kvinder fører sig frem i offentligheden. De tre kommer ind på de særligt kønnede sproglige koder og hvilke konsekvenser det har i den offentlige debat.
Kan du lide #notallmails? Så send det videre til en ven.

Rulleteksterne


50. udgave af #notallmails er lavet af Sofie Adelsparre, Louise Rasmussen, Maja L. Madsen, Maja Kehler Curth, Astrid Bigoni og Giovanna Ottolini. Layout af Maja Kehler Curth. Redigering af Maja L. Madsen. Kurator var Astrid Bigoni. Redaktionssekretær er Kenneth Skovbo Weiland. Ansvarshavende redaktør er Astrid Bigoni.

Hjælp os med at lave #NOTALLMAILS. Send din tekst, illustration eller måske et link til en feministisk nyhed til os på mail på hej@notallmails.dk.
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
#NotAllMails
Copyright © 2020 #NOTALLMAILS, All rights reserved.


Er der noget, du vil ændre?
Du kan ændre dine indstillinger eller afmelde dig nyhedsbrevet.

Email Marketing Powered by Mailchimp