Det tager al energien ud af et møde, hvis de deltagende personer ikke lever op til hinandens forventninger. Man mødes og tror, at noget er gjort, men den, der har gjort det, har gjort noget andet, fordi han var sikker på, at det var aftalen. Nogen gange handler det om manglede prioritering og arbejdsdisciplin hos den enkelte, men meget ofte er den virkelige synder uklarhed.
De tre uklarheds-kilder, vi oftest ser er:
1. Man undlader at sige højt på selve mødet, hvad der konkret er aftalt.
2. Det aftalte putter sig mellem mange lange sætninger i et ordrigt (og derfor ofte helt værdiløst) referat.
3. Det aftalte ændres efter mødet i en bilateral samtale mellem få af mødedeltagerne.
Nogle af de bedste møder, vi har oplevet, refereres først til allersidst, hvor en referent kaldes ind og mødeleder siger: "OK. Lad os lige få nedfældet essensen af dette møde!" Herefter melder alle ind til referant, hvad de tager med ud af opgaver fra mødet. Det giver en helt anden dialog på mødet, at ikke alt skrives ned, og det giver et helt andet ejerskab hos deltagerne, at de selv siger deres opgaver højt.
|