Copy

Hvad har disse tre spændende mennesker tilfælles?

Her har vi radiovært på P3 Sara Bovin, der laver programmer om at tale med unge. Vi har tv-vært Petra Nagel, som ud over at have datet hele verden har vist, at hun også slås med dårligt selvværd. Og vi har komiker Jakob Svendsen, der laver jokes om skole, arbejde, Gud og uheldige situationer. Alt det, der betyder noget, og det, du ved mest om. Fælles for dem alle tre er, at du kan møde dem på årets lederkursus på Nyborg Strand. Tilmeld dig og læs mere.
Hej fra pigespejderland: I Spejderhjælpsugen løb 37 grønne pigespejdere fra Frederiksberg gruppe tilsammen 143,9 kilometer og tjente 10.200 kroner - endda i sjask-pjask-regnvejr. Se billeder herunder og læs mere:
Har din gruppe et godt spejderråd eller en god historie, I vil dele? Så send os et tip 
Er dine pigespejdere klar på at opleve deres allerførste kursus?
Hvad rimer på sjove og lærerige aktiviteter, skøre ledere og nye pigespejderveninder? Det gør 12-års-kursus. 12-års-kurset er en spændende weekend fyldt med grønne kursusmoduler, der giver mod på mere pigespejderi. Det er den 10.-12. november på Spejdercenter Holmen i København - tilmeldingsfrist er den 15. oktober. Læs mere i invitationen.
Hvad skal du og dine pigespejdere den 21. november?
Den 21. november er der igen kommunalvalg i Danmark. Alle danske statsborgere over 18 år kan stemme - men i år er der fare for, at meget få unge kommer afsted til valgurnerne. Hvordan får man gjort dem interesserede i at stemme? Det har Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) undersøgt og fået idéer til. Tjek DUF's idékatalog ud og se de 20 idéer til, hvordan pigespejdergrupper kan sprede budskabet om valg og demokrati - læs dem i idékataloget.  
Bliv klogere på bogføring, budget og betalinger
Lær regnskabsdelen i Medlemsservice bedre at kende, når der er regnskabskurser på Spejdercenter Holmen i København. Det ene kursus finder sted lørdag den 28. oktober 2017, og det andet finder sted lørdag den 25. november 2017. Klik på links for at læse mere. Ps: Der arbejdes på at arrangere lignende kurser i Aarhus. 
 
Mit første mærke
Har du set den nyeste video fra Trekløveren?

Julie fik 92 nye veninder på SL2017

På Spejdernes Lejr i sommer kørte en konkurrence blandt pigespejdere på 9-16 år. Det gjaldt om at samle så mange navne på andre grønne pigespejdere som muligt. Vinderen blev Julie på 9 år fra Strandhuse gruppe, som vandt is til hele sin gruppe (se nederste billede). Julie fik talt med 92 nye veninder, mange af dem fra udlandet. Og så fik hun også mange nye veninder i sin egen gruppe - Julie havde nemlig kun været spejder i tre uger, inden hun tog med på lejr. Hun fortæller, at hun blev spejder, fordi de andre piger i klassen fortalte, hvor sjovt det var. Ifølge Julie er det bedste ved livet som spejder, at man gør tingene sammen. 
Falck inviterer til hjertestarterdag
Den 16. oktober er det Europæisk Hjerterstarterdag. En markering af, hvor vigtigt det er at kunne førstehjælp med hjertestarter – og at redde liv. Det er også den første dag i efterårsferien. Derfor inviterer Falck til åbent hus på udvalgte Falckstationer den 16. oktober klokken 10-13. Her kan man lære førstehjælp, se hvordan man bruger en hjertestarter, komme ind i en rigtig ambulance, møde en ægte Falckredder og være med til at slukke en brand.
Facebook site
Email
Website
Twitter account
Copyright © 2017 De grønne pigespejdere, All rights reserved.


Tilføj os til din adresse bog

Ønsker du ikke længere at modtage Korpsposten?
Afmeld dig via dette link

Email Marketing Powered by Mailchimp